fredag den 28. april 2017

Bloglovin

Leave a comment
Follow my blog with Bloglovin

Det sværeste indlæg

Leave a comment
Det her indlæg er svært at skrive, fordi det på en måde krydser linjen mellem, hvad der er personligt og privat. Jeg har overvejet længe om jeg skulle skrive om det, men da en meget nær veninde for noget tid spurgte mig, hvorfor jeg ikke skrev om det, blev jeg faktisk i tvivl om hvorfor. Jeg svarede at jeg ikke var klar. Efterfølgende er jeg kommet frem til, at jeg nok aldrig bliver klar, men at det nok vil være en god ide at gøre det alligevel. For alle de ting jeg er bange for der vil ske, når jeg fortæller åbent om det her, er egentlig ikke noget, som vil påvirke min hverdag. Det vil ikke ændre på at min mand elsker mig, at jeg har verdens dejligste barn og venner og familie som støtter mig. Så nu gør jeg det, jeg fortæller jer, hvorfor jeg nogen gange i lange perioder ikke blogger, og hvorfor jeg ikke har et arbejde.

Psykisk sårbarhed er et stort tabu og der er mange gråzoner, især fordi vi i hverdagen slynger om os med ord som stress, deprimerende/deprimeret, autist, ocd og andre henvisninger til ret alvorlige psykiske lidelser. Det kan gøre det rigtig svært at stå i en situation som min. Jeg er utallige gange blevet mødt af den holdning (i sundhedsvæsnet) at jeg jo bare havde stress og bare havde en depression, som ikke lige ville forsvinde, og det var der jo ikke så meget at gøre ved. Jeg har altid haft en følelse af at der lå noget bag de problemer jeg oplevede, at de skyldtes noget andet, men jeg blev ikke hørt, før jeg stod stortudende og gravid ved en ny læge på Fyn, som sendte mig direkte videre til psykriatisk afdeling på OUH, hvor de skulle tage stilling til, hvad der kunne være galt. Og jeg var så lettet over, at der endelig blev sat ord på, hvad der var der var skyld i min kamp for at få en normal dagligdag til at fungere.

Jeg har en personlighedsforstyrrelse. En psykisk diagnose som ikke helt kan betegnes som en sygdom, men som har psykisk sygdom (angst, depression, stress) som følgevirkning, hvis man ikke passer på. Og man kan kun passe på, hvis man ved, hvad der er galt og får hjælp til at passe på. For det kan være rigtig svært at passe på sig selv, når man har en personlighedsforstyrrelse. Min læge beskrev det rigtig fint for kort tid siden, da vi snakkede om min arbejdsevne; ”… Vi kan ikke sætte en dato på hvornår du bliver rask, for det gør du ikke. Din hjerne er programmeret forkert og det er nok meget lidt vi kan ændre på den programmering.” . Sagt på en anden måde, jeg er nødt til at tilpasse min hverdag efter mine udfordringer. For som mor er det vigtigste at jeg kan passe på mit barn, og gør alt for at jeg ikke giver mine problemer videre til ham, for det kan man desværre godt når man har en personlighedsforstyrrelse.


Jeg føler mig utrolig heldig, fordi jeg endelig har mødt nogle mennesker i vores sundhedssystem, der har lyttet til mig. Den eneste mur jeg har ramt, er at der ikke findes et behandlingstilbud, som passer til min specifikke situation. Til gengæld har jeg en fantastisk læge, en rigtig god jobkonsulent og den helt rigtige familiebehandler, som sørger for at vi som familie har en god hverdag. De ville nok alle sammen sige som de plejer når jeg takker dem ”Det er jo dig der gør arbejdet Tanja, vi holder dig bare i hånden.” og det er jeg dæleme glad for at de gør.


torsdag den 9. marts 2017

TBT

Leave a comment



Ej se lige den her lille pelsklump. Tænk engang at det snart er 5 år siden vi tog til Orø og hentede Holger hjem til Vesterbro. Dengang sov han på min hovedpude og nægtede at tisse på gaden. Jeg var helt ødelagt af bekymring for om han ville få det godt hos os, når nu han kom fra landet og kun ville tisse hvis der var græs. Han fandt da tryghed når han lå hos os, men han ville ikke spise det første lange stykke tid. Heldigvis faldt han jo hurtigt til.


onsdag den 8. marts 2017

Jeg er her stadig

Leave a comment
Der er sket rigtig rigtig meget, det sidste halve år. Så meget at jeg ikke har fundet tid og energi til at skrive.

For det første så har W dag for dag skruet op for tempoet. Der er gang i den dreng, og nu hvor han har fundet ud af at gå rigtig godt, begynder han at øve sig i at løbe. Han er vores lille abekat som helst lever livet farligt og klatrer op overalt. Han øver sig i at sige små ord og viser os, hver dag at han forstår mere og mere af ,hvad vi siger til ham. Lige så glad, mild og kærlig han er, ligeså meget har han temperament, vilje og gå på mod.

Vi er flyttet to gange det sidste halve år. Først flyttede vi ind hos mine svigerforældre, hvor vi fik en pause og hvad jeg vil kalde en oplevelse for livet. det fungerede faktisk rigtig godt og vi blev på ingen måde trætte af hinanden. Det aller bedste der er kommet ud af det, er det fantastiske forhold W har fået til sin farmor og farfar. De har noget helt særligt sammen, den lille fis stiller aldrig spørgsmålstegn ved deres hensigter, han kaster sig i armene på dem og følger glad med hvis de kommer og henter ham.

1. december flyttede vi ind i det lille rækkehus vi bor i nu. Det er lidt udenfor Odense, her er stille og masser af natur, vi har næsten Ryds Å og Stavis Ådalen som naboer. Vi har ikke meget plads, men vi har fået en have som vi så småt er begyndt at bruge tid i. Der er kun to ting som vi bare må vende til noget posistivt, det er den begrænsede plads og de mange timer vi tilbringer på cyklerne hver uge til og fra dagpleje, og for rasmus, jobbet i centrum af Odense.

Jeg har stadig ikke arbejde, og der kommer nok også til at gå noget tid, før jeg får det igen. Det og den manglende energi er noget jeg har besluttet at fortælle noget mere om den kommende tid.


mandag den 1. august 2016

Alene hjemme og nye DIY natbukser

Leave a comment

Vi har lige haft 2 uger med fuld fart på, hvor manden har arbejdet 6 dage om ugen, det kan altså godt mærkes. Og så valgte vi lige, at toppe det med, at have en stand på loppemarkedet i går, så jeg var helt flad og havde bare lyst til at være hjemme. Så jeg sendte manden, hunden og barnet til søndagsmiddag ved svigerfamilien og blev hjemme med en dåsecola og frysepizza. Det var nøjagtig, hvad jeg trængte til, at være helt alene hjemme og lave lige, hvad jeg havde lyst til, uden forstyrrelser.

Det endte faktisk med, at være en helt produktiv aften. Først blev der ryddet op, så hyggede jeg med pizza, cola (man må godt spise junk engang imellem) og New Girl på Netflix.
Og så kastede jeg mig over bunken af nyt lækkert stof. Jeg havde faktisk ingen mønstre at sy efter, men jeg fandt en rigtig fin vejledning den anden dag i at lave mønster til haremsbukser, eller bare baggybukser, som jeg nok ville kalde dem, jeg synes de er lidt små i størrelserne lidt ligesom tøjet fra Zara, så jeg har lavet dem i en størrelse 86, som passer Willum nu, hvor han bruger størrelse 80. Find vejledningen her.
Jeg har lavet dem med ribkant i livet, som jeg har lavet med det stof selve bukserne er lavet af og bare en almindelig syning på benene. De er virkelig nemme at sy og det tager ikke ret lang tid.
Stoffet er købt hos Bloome Cph på udsalg.

Jeg må indrømme at jeg er blevet helt bidt af det her med håndarbejde. Det er sådan en skøn tilfredstillelse, at se noget blive færdigt og blive brugt. Især når det er noget til Willum. Det føles lidt som at klæde ham på med et kram, for der er kun fyldt gode følelser og kærlighed ned i de små stykker tøj.

Bukserne her kan sagtens bruges som almindelige bukser, jeg har bare valgt at det her stof skulle bruges til nattøj. Og så synes jeg det er rart at øve mig i at sy ting, der bare skal bruges herhjemme.


fredag den 22. juli 2016

Er det virkelig mit barn?

Leave a comment

Jeg bliver virkelig i tvivl om Willum er mit barn når han…

- nægter at spise brød med smør
- tilsyneladende ikke kan lide hverken pasta med kødsovs eller lasagne
- ikke kan lide brunsovs (!!!)
- hellere vil lege med støvsugeren end at se fjernsyn (helt ærligt det er unaturligt)
- gerne fedter sig ind i mad fra top til tå (jeg var et meget rent barn)
- synes at fodbold i fjerneren er toppen (det er i hvert fald det han gider se på i længst tid)

Jeg er tilgengæld sikker på han er min når han…

- leger med vand og elsker at komme i bad
- kunne have sin sut i munden 24/7 hvis han fik lov
- griner som en flækket træsko af ingenting
- med glæde kysser og krammer hele tiden
- synes at Holger simpelthen er verdens bedste kammerat (Holger er stadig ikke helt med på den ide, men W giver ikke op så let)
- viser hvor stædig han er, se ovenstående


tirsdag den 19. juli 2016

DIY fin opbevaring

Leave a comment

I dag har jeg en fin lille DIY til jer. Den er så nem at det næsten er pinligt at vise den frem, men resultatet er altså bare så fint.

I mandens ferie forkælede vi os selv med lidt lækre sommer lakridser fra Johan Bülow. Den lille bøtte har så fint et låg at jeg besluttede at den var for fin til at smide ud. Tilfældigvis manglede jeg også et sted at opbevare mine strikkemarkører og knapper, så den fik også et formål med det samme (og det var godt, ellers havde manden nedlagt veto og smidt den ud).

Du skal bruge:
En bøtte
Selv klæbende papir med fint mønster / Tip mit er fra Søstrene Greene til 20 kr for 2 meter
En saks
Et målebånd
Evt en blyant

Klip et stykke selvklæbende papir som passer i højden og omkredsen til din bøtte.
Tip brug et målebånd i stedet for en lineal, så kan du måle omkredsen på bøtten, og klip det selvklæbende papir ud efter ternene på bagsiden.



Pil et lille stykke af papiret på bagsiden af og klæb papiret fast så det flugter med den øverste og nederste kant på bøtten. Fjern papiret på bagsiden efterhånden som du drejer bøtten og klistre papiret fast, så undgår du buler.


Og nu har du den fineste lille bøtte til opbevaring af nips.
Tip det er kun nødvendigt at fjerne etiketten på bøtten, hvis den har stærke/mørke farver og det selvklæbende papir er meget lyst.

Nu gik der jo ikke særlig meget papir til det her lille projekt, så jeg tror også, at jeg vil pynte lidt på et gammelt ringbind, som jeg kan have mine strikkeopskrifter og symønstre i.


Designs by Nana Jo