søndag den 28. februar 2016

Børnekunst

Leave a comment
Willums værelse udvikler sig hele tiden mere og mere, fra bare at være et "skifterum", til et rigtigt børneværelse. Der flytter legetøj ind og der bliver dekoreret med små pynteting og nu også lidt lækker kunst.



Heidi har bloggen Den Kreative Sky, et univers som jeg er smask forelsket i. Det fede ved hendes univers er at det er super personligt, og fordi hun har både en dreng og en pige, er det hverken helt prinsesse-agtigt eller helt bil-og-batmans-agtigt, men et dejligt sted midt imellem. Jeg har brugt en del af hendes skabeloner til selv at lave ting til Ws værelse, jeg har bl.a. lavet en uro og syet lidt kaniner.

Planet plakaten, som jeg nu har købt af hende, med de fine glimmer stjerner, passer perfekt ind i det himmel-tema som vi efterhånden har fået på Ws værelse. Vi har i forvejen luftballoner, skyer og en måne.

Billederne her har Heidi været sød at tage da hun satte stjerner på plakaten, jeg vender tilbage med flere billeder når den er sat i ramme og kommet på plads på værelset.

Hvis du har lyst til at se mere til Heidis skønne univers kan du også følge med på instagram.


mandag den 22. februar 2016

Hverdagsluksus til håret

Leave a comment
Min hovedbund driller lidt for tiden. Den klør. Jeg tror det er tør hovedbund som jeg nok får pga vintervejret. Så jeg kiggede lidt rundt på pinterest og blev ved med at støde på tre ting: en god børste, honning og kokosolie. Og tilfældigvis havde jeg alle tre ting på lager.

Den bedste børste fra Mason Pearson med naturhår, som jeg bare glemmer at bruge, skulle være første skridt mod en sundere hovedbund. Den stimulere blodomløbet og fordeler den naturlige olie/fedt i hår og hovedbund.
Honningen og kokosolien skal bruges som maske. Det er eftersigende godt for både hår og hovedbund. Jeg er ellers virkelig ikke til det der med selv at stå og røre ting og sager sammen til hud og hårpleje. Men der er lavvande i pengekassen og kløen gjorde mig lidt desperat, så jeg sprang ud i det.

Resultatet er overraskende positivt, håret er super lækkert og det klør næsten ikke. Det dufter godt. Det var faktisk ret nemt og det gav mig en god undskyldning for lige at sidde stille lidt med en kop varm chokolade, mens håret var pakket ind og min rense creme fra Rudolph Care fik lov at agere ansigtsmaske.


Hvis du selv vil prøve skal du bruge:
1 skål
1 spiseske
1 kam
1 pose som er stor nok til dit hoved
1 håndklæde
Flydende honning
Kokosolie

I skålen blandes en spsk honning med en spsk kokosolie. Tag lidt af blandingen og varm den i hænderne, fordel det sektion for sektion i håret. Start ved roden. Når det hele er i, brug så kammen og fingerspidserne til at fordele det i hele håret og massere hovedbunden. Samel håret og dæk det med posen, kom håndklædet over og vent 30-60 min. Vask så håret med en god shampo og, voilá nu har du lækkert hår.

Det er da nemt og billigt!



onsdag den 17. februar 2016

Sjov på Englandsgade

Leave a comment
Jeg synes selv at jeg har en virkelig sjov mand. Han siger de fedeste ting på den helt rigtige måde, på de helt rigtige tidspunkter. Og så er han altså ikke bange for at lave sjov med sin søn. Så jeg beklager min skat, men nogen af guldkornene må deles.

Da jeg skal til efterfødselstræning anden gang siger jeg til mit skønne barns far, at det er lidt stressende at holde styr på W samtidig med at jeg får trænet bare lidt. Svaret kommer prompte:" Det kan da ikke være så svært, han er jo stadig bare en klump ler der ikke kan noget som helst..." Tja til tider en lidt brokkende klump ler.

Barnet ligger og hygger sig med sin sut, men skriger pludselig helt vildt. Faren helt tørt til lille W:" Ej er det nu den dumme arm der har hugget sutten igen?" W ligger og vifter med sutten over sit hoved og kan ikke få den ned til munden igen.

Faren åbner bleen og råber:" Hold kæft en stor lort, kom lige og se!" Dum som moren er kommer hun straks løbende. Det er altså kun forældre der kan blive begejstrede over en klam ble...

Faren og lille W leger tit råbeleg om aftenen. Det går i al sin enkelhed ud på at åbne munden på vid gab helt tæt på hinanden og råbe åhå. Det kan være lidt risikabelt og således opstod situationen, hvor den søde kone og mor rullede skralgrinende rundt på gulvet og skreg:" Han gylpede dig i munden! Hold kæft hvor sjovt!"

En aften hvor faren keder sig lidt råber han pludselig fra soveværelset:" kom og find babyen!" Jeg kommer ind og løfter i alle dyner og puder, men han er der ikke. Jeg vender mig om og hvem sidder nede i vasketøjskurven? Det gør W! 
Aftenen efter var W klædt ud som vasketøjsbunke...

Tak for dejlige grin min skat.





tirsdag den 16. februar 2016

Legetøj

Leave a comment
Jeg er ret optaget af Willums legetøj i øjeblikket. For han er begyndt at interessere sig lidt for legetøj, eller det vil sige for at proppe ting i munden, så det er ligesom smartest at det er legetøj, som er beregnet til netop det, at han har. Samtidig må det også gerne have lidt fine farver, som forældrene også kan holde ud, og meget vigtigt så skal det være nemt for ham at holde fast i.


Udover at proppe ting i munden kan han også lide at se på og slå til ting. Så lige nu har vi faktisk to legestativer. Et gammelt lækkert et min mor har købt i en genbrug, som W er rigtig glad for. Og så et stativ som man selv hænger ting på. Det er rigtig rart at kunne veksle lidt mellem de to, så giver han ikke så hurtigt op når han ligger og leger selv.

Samlingen af legetøj på billedet er tilfældigvis totalt trendy. Ugle spejlet og ringen med ræv og bold, som er til at hænge op, er fra danske Franck & Fischer, som laver virkelig pænt og økologisk legetøj. Jeg købte spejlet fordi jeg var desperat efter at finde noget legetøj, som kunne fange W's opmærksomhed når han ligger på maven. Det virker heldigvis! Nu ønsker vi os bare en spilledåse derfra.
Så er der selvfølgelig en JellyCat kanin, Hevea bidepanda, Sophie la Giraffe bidedims, Hevea Kawan bideand, Brio rangle, hæklet søhest lavet af Unkeldesign (fundet på instagram, har også lavet en fantastisk barnevognskæde til os) og pose fra Fabelab som kan rumme alle de små legesager, så vi kan holde styr på dem.

Indtil videre synes jeg ikke det er nødvendigt at have en masse legetøj, han bliver lige så fint underholdt af at kigge på de fastelavnsris jeg lavede til barnedåben, lege råbeleg med sin far, kigge på hunden eller en lampe (ja altså jeg har ikke helt fanget hvordan sådan nogen ting kan blive ved med at være spændende, men værsgo min skat, så længe du er tilfreds), og så er det bare en fest når han genkender en ting.

Jeg finder gerne legetøj hos NatureBabyLilleLykke og hos hæklerer på instagram.

Det blev en længere smøre, har i tips til godt legetøj?

onsdag den 10. februar 2016

Barnedåben og 4 gode råd

Leave a comment
En veloverstået fest

Som sagt på Facebook har W altså verdens bedste familie, som selvfølgelig også tæller den selv-valgte del, vennerne. De var alle sammen med til at gøre dagen til noget helt særligt.

Det hele var meget nede på jorden og hyggeligt. Nogen situationer blev en smule presset fordi de ammehjerne-ramte forældre lige havde glemt et par detaljer, men pyt det gik jo.

Hovedpersonen selv sov fra både højtideligheden i kirken og det meste af festen, mors gode dreng. Helt åndssvagt så stolt man kan være af en baby, der får sit navn (tud!).
Han fik de fineste gaver, og alle gæsterne har skrevet hyggelige hilsner og gode råd, som vi samler i en bog og bygger videre på, så han kan få den når han bliver voksen (gisp!).

Et par gode råd til os selv og andre, der skal holde en hyggelig familiefest, med tæt på 40 deltagere:

- få lige styr på hvor meget smørrebrødet fylder og hvordan det skal serveres (ellers kan det blive lettere kaotisk!)
- når du vil låne et fælleslokale, så tjek lige hvor mange mennesker der er plads til først. (Så kan det være du slipper for at blive overrasket over hvor mange stole og borde der mangler.)
- husk alle de praktiske ting som opvaskemiddel, viskestykker, karklude osv. (Det er bare nemmere at have gæster når man ikke skal rende fra festen en gang hver halve time fordi noget er glemt.)
- brug for faen de 500kr på en ung pige i køkkenet. (Det siger lidt sig selv at man så får mere tid til gæsterne og i dette tilfælde at de søde bedste forældre så slipper for køkkentjansen.)

Og med det sagt, så lige en stor tak til de tålmodige bedsteforældre.


lørdag den 6. februar 2016

Når det bliver sommer..

Leave a comment
Billede fra vores bryllup i 2012 fotocredit Think photography

.. skal vi hygge os i verdens bedste sommerhus. I år skal jeg drikke kølig rosé i sommervarmen. Vi skal grille og spise solmodne tomater, kirsebær og jordbær i rigelige mængder.

Vi skal lave sjov i vandkanten med W og Holger, mens faren rynker på næsen over at få fødderne i det kolde vand. Og på terrassen kan farmand slikke sol mens vi andre nyder skyggen.

Jeg glæder mig helt skørt meget til vores første sommer som børnefamilie.


Designs by Nana Jo