tirsdag den 29. marts 2016

Inspirerende damer

Leave a comment
Jeg håber I har nydt påsken. Det har vi, og jeg har lukket foråret ind i lejligheden, så påskepynten får lov at blive lidt endnu.

Jeg har lyst til at dele lidt af de skriverier som jeg på det seneste har læst hos nogen yderst inspirerende damer. Det er nogen som virkelig forstår at følge deres drømme, at gøre ting mulige for dem selv. Det er damer som altså sparker røv, de er tilfældigvis også heldige at befinde sig i situationer hvor de kan gå efter det de ønsker sig, men som alle andre må de også kæmpe for at få det hele til at fungere, og arbejde hårdt for det de ønsker sig. Så hatten af for dem, og tak fordi de vil dele med os andre.

Hos Sneglcille er det faktisk ikke så meget Cecilie der har været klog denne gang, det er Otto.

Hos Rock Paper Dresses taler Cathrine om kærlighed og ægteskab. 

Hos Den kreative sky gør Heidi mig simpelthen glad, hun tager nye skridt mod at gøre mere af det hun er god til (følg hendes Snapchat!) og hun deler min kærlighed til foråret.

Til sidst er der et lidt ældre indlæg hos Olines mor, som jeg ikke kan glemme, mest af alt fordi jeg selv ønsker det hun nu skal til at gøre.


lørdag den 26. marts 2016

Hør en bog

Leave a comment

Jeg har altid været vild med at se fjernsyn og læse bøger. Jeg har bare fundet ud af, at de to ting ikke er så gode at kombinere med en baby. Og forresten er der altså ikke ret meget godt i fjernsynet. Derfor er Rasmus og jeg begyndt at høre lydbøger sammen. Det er bare så hyggeligt. Det er lidt som da jeg var barn og hørte godnathistorier på båndoptageren. Tit hører vi det enten når vi spiser morgenmad eller, hvis Rasmus har fri, så hører vi det om eftermiddagen med en god kop kaffe, og så skiftes vi til at lege med W samtidig. Det er nemlig så smart, at man sagtens kan lave noget andet samtidig med, at man lytter til en bog.

Vi har været rigtig glade for at lytte til En Mand der Hedder Ove og to andre bøger af samme forfatter, for tiden hører vi Sherlock Holmes, og Rasmus har hørt en del sportsbiografier. Rasmus hører også ofte podcasts om sport og sundhed, jeg er ikke rigtig kommet i gang med podcasts endnu.

Lidt lettere læsestof, som månedsmagasiner og ugeblade, kaster jeg mig til gengæld gerne frådende over. Det er bare så piv dyrt desværre. Men der har jeg altså et lille sparetip. Jeg har et Telmore abonnement som inkludere en masse tjenester, bla Mofibo (bøger og lydbøger) og Telmore Magasiner (Euroman, Eurowoman, Rum, Gastro og FitLiving (ha!)) og så bruger jeg en tjeneste, som hedder Pling, hvor der er fri adgang til en masse af de gode ugeblade og månedsmagsiner, til kun 100 kr om måneden. Så nu læser jeg næsten kun blade på min Ipad, og det er altså helt fint (så fylder de heller ikke sådan).



PS. Her er altså ingen reklame :)

onsdag den 23. marts 2016

Hverdagsmad

Leave a comment
Her hjemme går alting op i baby og huslige pligter. Huslige pligter er mest støvsugning og tøjvask, med en hund, en baby og en mand som dyrker meget sport er der rigeligt med nullermænd og snavset tøj, mit tøj er mest bare fyldt med gylp og som regel tager jeg det på igen alligevel, lækkert ik'?
Jeg synes det er virkelig vigtigt at få en god aftensmad, det er noget jeg altid har gået op i, men af mange årsager er tiden til at lave aftensmad løbende blevet nedprioriteret. Og efter lille W er kommet til er aftensmaden nærmest i bunden af prioriteringslisten.
Heldigvis er vi til søndagsmiddag hos svigerfamilien næsten hver søndag og min mor kommer jævnligt forbi med mad, men på de andre dage har jeg altså tit brug for en nem løsning alligevel. Rasmus er først hjemme 18:30 så det er mig der står for aftensmaden.


Takeaway er skide dyrt og ofte usundt, sådan noget som Aarstiderne ville være en fin løsning hvis det var indkøbene som var problemet, det er det bare ikke. Det er det der med at lave mad med en baby på armen, som er ved at være fyldt op af dagens indtryk. Derfor køber jeg altså forholdsvis ofte Hanegals færdigretter, de smager godt, er sunde og prisen er nogenlunde. Jeg ville ønske man kunne få flere af deres retter i de supermarkeder vi har tæt på. Lige nu kan man få deres Bolognese og Stroganoff i COOPs C måltidsmarked, som også har nemme retter fra mange andre producenter, jeg sværger bare til Hanegal fordi det er glutenfrit. Og så hapser jeg jævnligt en nem salat med i farten også.

Helt optimalt ville vi jo sætte en søndag af hver anden uge, hvor vi lavede en masse mad til fryseren, vi er bare ikke helt nået længere end til tanken. Hvad gør I når tiden er knap?


tirsdag den 22. marts 2016

Sjov på Englandsgade #2

Leave a comment
Ja så har manden (og babyen) sørme været sjov igen.

Rasmus viser mig en "kærlighedserklæring" på Facebook. Hans kollega har lagt et billede op af den middag hans kæreste har lavet i anledningen af deres månedsdag (tænk at være så ung). Jeg siger så, at jeg også ønsker mig kærlighedserklæringer og, hvor er mine blomster? Han mener så, at han gør så meget andet (han har ret), jeg siger nårh ja du havde den der Daim med hjem. Ja, og det var i slankeudgaven (den mindste) så du også kan holde figuren, siger han, men det må du aldrig købe til mig vel?! Og nej min skat det skal jeg nok lade være med og tak for, øh, omtanken?

Det sker relativt ofte, når manden ikke kan finde ud af, hvad der er galt med W, at konklusionen bliver:" Jeg ville også være ke' af det, hvis jeg var skaldet og ikke havde en pløk i munden." Og moren synes det er lige morsomt hver gang.

Mandens vækkeur har ringet og han var i øvrigt alligevel blevet vækket af W, så han har et forslag:" Vi ku' faktisk godt tage 10 minutter til ik' Willum? Hvis du nu bare græder meget stille, så gør jeg lige sådan her (nusser ham lidt på armen)" Det forslag tog W ikke rigtig til sig.

Babys ansigtsudtryk når hans grød har fået en ny smag ligner lidt de der onde film på YouTube, hvor forældre giver deres barn citron. Den første gang han skulle prøve en ny smag stak han ligefrem i et hyl af forskrækkelse. Undskyld min skat, men det er altså lidt sjovt.


lørdag den 19. marts 2016

Odense lækkerier - Soup Stone Café

Leave a comment
Sidste søndag mødtes jeg med en sød veninde til en tidlig frokost. Jeg var helt kulret i hovedet af, at rende rundt hjemme med mand og barn i mange dage i træk, så jeg trængte virkelig til at komme ud. Jeg har længe gerne villet prøve Soup Stone Café i Store Gråbrødrestræde. Jeg kan nemlig godt lide små hyggelige steder med et simpelt menukort. Jeg var så ikke klar over at Soup Stone faktisk er ret cool indrettet og at de har en virkelig god service.


Vi spiste begge to deres vietnamesiske Pho og fik en kop te. Suppen var simpelthen så lækker og de har heldigvis god te fra Perchs, så jeg var bare så glad. Og til 80kr er det et sted, hvor jeg helt sikkert kommer igen for at prøve de andre supper og retter på kortet.

mandag den 14. marts 2016

En ny mig

Leave a comment

Hold nu op, hvor ændre en graviditet på mange ting. Der er jo det åbenlyse, man bliver forældre og fuldstændig gakgak forelsket i sit barn. Men der sker altså også andre ting.

For mit vedkommende var det der graviditet ikke noget jeg var fan af, jeg havde det mildt sagt af H til. Af underlige årsager skal jordemoderen, så snart man har presset guldklumpen ud, tage en snak med de nybagte forældre om prævention. Således indleder min søde jordemoder snakken med at sige:" Ja nu har du jo lige født så ovenpå det, er det jo nok ikke lige nu du har lyst til at tænke på at få nummer 2, så vi skal altså lige snakke om prævention.." Her stopper jeg hende for jeg må simpelthen indskyde at det skam ikke er fødslen, som vil afholde mig fra at få nummer 2 eller 3 for den sags skyld, det er graviditeten! Jeg vil helt ærlig hellere føde tre unger end jeg vil gennemgå sådan en graviditet igen. Og jeg som troede jeg var en pivskid når det handlede om smerter, ha!

Jeg gik virkelig og håbede på at jeg ville være så heldig, at få min krop igen når jeg havde født. Min gamle rare krop som jeg havde glemt at sætte pris på.
Der er selvfølgelig lidt ekstra på sidebenene, og jeg har fået de vildeste strækmærker på maven (bedre kendt som ildtatoveringen her i huset!). Og så har jeg fået noget mange kvinder drømmer hede drømme om, det skete allerede mens jeg var gravid, og jeg hader det, store babser. Hold nu op det er upraktisk.
Jeg havde enormt meget væske i kroppen i den sidste del af graviditeten, så meget, at mine hænder var følelsesløse. Så nu sover mine hænder på de underligste tidspunkter.
Alt det kan jeg nogenlunde leve med, det er trods alt noget der kan klares med motion og tøj, men der er en ting som er helt skidt.

Mit hår! Mit ellers (mørk)blonde hår med store krøller (på gode dage) har fået selskab af stride, krøllede, næsten sorte hår. Helt ærlig, det er ikke fair. Min mands kommentar? "Det ligner pubeshår, " og i samme åndedrag "Jeg kan altså bedst lide blondiner." Ha, ih tak min skat. Jeg sagde jo at han er sjov.

Heldigvis kan jeg 1000 gange bedre lide mig selv som mor end jeg kunne da jeg ikke var. Så afskeden med den gamle krop er en acceptabel pris at betale, for at være den jeg er nu.


torsdag den 10. marts 2016

Bananboller

Leave a comment
Herhjemme kører vi lidt et dejligt banantema lige nu. W er begyndt at få lidt grød og da jeg i forvejen havde ladet ham smage lidt banan, kommer der også lidt i majsgrøden, det synes han heldigvis smager dejligt.
Jeg synes altid jeg har lidt svært ved at få brugt de sidste bananer, du ved dem der er blevet lige rigeligt modne. Men noget af det mest hotte bagværk lige nu er jo bananabread, bananmuffins etc etc, så derfor har jeg kastet mig ud i at lave min egen glutenfri version. Jeg startede ellers med en rigtig banancupcake med rigeligt smør og godt med chokolade på toppen, men det går altså ikke at bage sådan nogen en gang om ugen. Så nu har jeg udviklet en sundere version, som man bare kan give chokolade på toppen, hvis man har brug for noget lidt mere synddigt.

Bollerne er godt nok bagt i en muffinform, men jeg synes altså mere det er en bolle end en muffin.


Opskrift:

Du skal bruge en stavblender og muffinform med 6 huller

2 meget modne bananer
1 spsk honning
1 spsk blødt smør
1 æg
En sjat mælk
1 dl havremel
1/2 dl Maizena
1/2 dl rismel
1/2 tsk natron
1/2 tsk bagepulver
1 tsk kanel eller 1/2 tsk vaniljepulver

Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Kom bananer, honning, smør og æg i en skål, blend det hele til en ensartet masse med stavblenderen. Vend så de andre ingredienser i massen, jeg bruger en dejskraber. Smør muffinformen med lidt olie eller smør, fordel dejen og bag bollerne i 18-20 minutter.

Hvis du hellere vil bruge bollerne som en knap så sød kage, kan du smelte 100 gram chokolade og 1 tsk smør i mikroovnen og fordele det på toppen af bollerne når de er kølet lidt af.

Jeg spiser bollerne med smør, eventuelt en mild ost eller lidt syltetøj, til morgenmad eller med min eftermiddagste.


tirsdag den 8. marts 2016

Lately på Englandsgade

Leave a comment
Så blev der sørme lidt stille herinde. Vi har haft en del at se til, lidt (for) mange aftaler og en lille (ufarlig) operation for min mands vedkommende. Så vi er blevet passet et par dage hos mormor og morfar, det er i øvrigt lidt underligt når ens forældre går fra at hedde mor og far til mormor og morfar,  for jeg synes det var lidt rigeligt at passe både hund, mand og baby. Hunden kom oveni købet et smut på svagbørnskoloni hos farmor og farfar, ren luksus.

I skrivende stund slapper den sårede mand af i sengen sammen med W, for selvom han ikke er til den store praktiske hjælp lige nu, så er det jo dejligt at han har ekstra tid sammen med W. Jeg nyder simpelthen i fulde drag at se de to hygge sig sammen.
Jeg udnytter så tiden til at finde på hyggelige ting til påsken og så overvejer jeg at dele en lækker opskrift på bananboller, for så ville jeg jo blive nødt til at bage nogen, så jeg kan vise billeder af dem (et lille smørret grin er nok på sin plads her).



Designs by Nana Jo