fredag den 22. juli 2016

Er det virkelig mit barn?

Leave a comment

Jeg bliver virkelig i tvivl om Willum er mit barn når han…

- nægter at spise brød med smør
- tilsyneladende ikke kan lide hverken pasta med kødsovs eller lasagne
- ikke kan lide brunsovs (!!!)
- hellere vil lege med støvsugeren end at se fjernsyn (helt ærligt det er unaturligt)
- gerne fedter sig ind i mad fra top til tå (jeg var et meget rent barn)
- synes at fodbold i fjerneren er toppen (det er i hvert fald det han gider se på i længst tid)

Jeg er tilgengæld sikker på han er min når han…

- leger med vand og elsker at komme i bad
- kunne have sin sut i munden 24/7 hvis han fik lov
- griner som en flækket træsko af ingenting
- med glæde kysser og krammer hele tiden
- synes at Holger simpelthen er verdens bedste kammerat (Holger er stadig ikke helt med på den ide, men W giver ikke op så let)
- viser hvor stædig han er, se ovenstående


tirsdag den 19. juli 2016

DIY fin opbevaring

Leave a comment

I dag har jeg en fin lille DIY til jer. Den er så nem at det næsten er pinligt at vise den frem, men resultatet er altså bare så fint.

I mandens ferie forkælede vi os selv med lidt lækre sommer lakridser fra Johan Bülow. Den lille bøtte har så fint et låg at jeg besluttede at den var for fin til at smide ud. Tilfældigvis manglede jeg også et sted at opbevare mine strikkemarkører og knapper, så den fik også et formål med det samme (og det var godt, ellers havde manden nedlagt veto og smidt den ud).

Du skal bruge:
En bøtte
Selv klæbende papir med fint mønster / Tip mit er fra Søstrene Greene til 20 kr for 2 meter
En saks
Et målebånd
Evt en blyant

Klip et stykke selvklæbende papir som passer i højden og omkredsen til din bøtte.
Tip brug et målebånd i stedet for en lineal, så kan du måle omkredsen på bøtten, og klip det selvklæbende papir ud efter ternene på bagsiden.



Pil et lille stykke af papiret på bagsiden af og klæb papiret fast så det flugter med den øverste og nederste kant på bøtten. Fjern papiret på bagsiden efterhånden som du drejer bøtten og klistre papiret fast, så undgår du buler.


Og nu har du den fineste lille bøtte til opbevaring af nips.
Tip det er kun nødvendigt at fjerne etiketten på bøtten, hvis den har stærke/mørke farver og det selvklæbende papir er meget lyst.

Nu gik der jo ikke særlig meget papir til det her lille projekt, så jeg tror også, at jeg vil pynte lidt på et gammelt ringbind, som jeg kan have mine strikkeopskrifter og symønstre i.


fredag den 15. juli 2016

Fint til børneværelset

Leave a comment
Jeg har længe været fan af Simone Thorup Eriksen, som laver de fineste illustrationer. Jeg har blandt andet hamstret de fine små "pixi"malebøger hun har lavet for Søstrene Greene.

Jeg synes næsten det er umuligt at vælge mellem de mange fine illustrationer hun laver, så derfor endte jeg med, at købe nogen andre fine ting til Willums værelse.

Vi har aldrig fået købt en barnets-bog, og da jeg så Simones i forbindelse med udgivelsen faldt jeg pladask for den. Så den har jeg endelig klikket hjem.

Jeg synes de fine personlige net med navn er geniale, så jeg bestilte Godnat-posen, men fik ved en fejl Yndlings-posen i stedet. Men sød som Simone er, sendte hun mig efterfølgende også Godnat-posen.

Og så synes jeg hun har lavet noget ret smart, klistermærker til at sætte på kasser med legetøj, så man kan se, hvad der er i. Så dem måtte vi jo have, så de er klar til når vi får købt noget ordentlig legetøjsopbevaring.


onsdag den 13. juli 2016

Bukser til Willum

Leave a comment
De hjemmelavede bukser og starten på Bobles samlingen.
Som nævnt i det her indlæg, havde jeg for noget tid siden allieret mig med min svigermoster Karin, som er håndarbejdslærer, så jeg kunne få mig et lille sykursus. Det blev en rigtig hyggelig, og lærerig, eftermiddag, hvor jeg fik lært en del mere end jeg havde regnet med, at jeg kunne nå, må jeg indrømme. Og hvor resultatet overgik alle forventninger.

Bukserne som vi kastede os over er meget simple, men rigtig gode til at øve lidt teknikker på. Jeg har "bare" en almindelig symaskine, der vidst er købt i Kvickly. Den kan sy ligeud og forskellige zigzagsting, og vidst ikke så pokkers meget andet. Så vi startede med at kigge lidt på stinglængder og hvilken slags zigzag der ville være passende til mit jerseystof. Vi lavede en lille syprøve og kastede os ud i at klippe bukserne ud. Karin har jo selvfølgelig fuldstændig styr på det hele, så jeg fik gode instrukser, og følte mig faktisk rimelig sikker med knappenåle og saks i hånden. Vi brugte et gammelt mønster, som Karin selv har lavet, da hendes drenge var små, udfra et par gamle bukser. De kan syes i både fast og elastisk stof, med og uden ribkanter. Jeg ville gerne lære at sy ribkanter så det skulle der selvfølgelig på.


Bukserne er syet med almindelige sting og derefter har kanten fået en gang zigzag. Og så er jeg hammer stolt af den fine ribkant på buksebenene. Det var overraskende nemt at få til at fungere med de små tips, Karin gav mig. I det hele taget var der bare nogle små tricks som jeg ikke lige selv havde tænkt over, der gjorde det hele meget nemmere. Faktisk behøvede jeg ikke at sprætte op en eneste gang og det er jeg ret stolt over.


Jeg havde fundet nogen fine strygemærker med dinosaurer, jeg har brugt et enkelt til at markere forsiden. Stoffet er forresten købt i Stof2000 til 35 kr for en halv meter,.

Og sidst men ikke mindst, et stort tak til søde Karin for et super mini-sykursus.


Designs by Nana Jo