tirsdag den 16. maj 2017

Accept

Leave a comment
For et par dage siden fik jeg lyst til at skrive om de ting jeg gør, for at få lidt mere energi. Jeg fik det bare ikke lige gjort, men nu gør jeg det, for jeg har lige set 7 ud af 8 afsnit af serien Petra elsker sig selv på DR1.

I serien prøver Petra at finde ud af, hvordan hun kan blive gladere for sig selv og sin krop. Er det kroppen den er gal med, skal den laves om? Eller er det tankerne som skal ændre sig? Petra møder både tykke og tynde mennesker, som kender til de tanker som hun har om sig selv. Og selvfølgelig er konklusionen at lige meget hvor tynde og smukke vi er, så hjælper det ikke en dyt, hvis ikke vi tænker noget pænt om os selv. Og det kender jeg alt for godt. Som de fleste andre kvinder er jeg tit uvenner med min krop, og den kamp har nået nye højder efter en graviditet, som efterlod mig med et tigerstribet maveskind og delte mavemuskler, men det er faktisk ikke det jeg vil fokusere på i dag.
Der er nemlig et andet område, hvor jeg har brugt mindst lige så meget tid på at skælde ud på mig selv. Og det er min energi. For den er der meget ofte ikke ret meget, og det har jeg banket mig selv i hovedet med i mange mange år. Nu ved jeg jo at der er en årsag. Men det gør jo ikke, at jeg skal holde op med at arbejde med problemet. Nu gør jeg det bare på en mere konstruktiv måde.

Der er de helt håndgribelige ting, som søvn og motion. Jeg sover når jeg har brug for det, planlægger ofte min dag, så jeg kan få de hvil jeg har brug for. Og det kan være rigtig svært, både for mig selv og mine omgivelser, at acceptere at det er nødvendigt for at jeg kan fungere, men sådan er det lige nu. Der er heldigvis indlagt tvungen motion i min hverdag, ellers ville jeg aldrig få rørt mig ordenligt. Jeg skal op på cyklen mindst en gang om dagen for enten at hente eller bringe (nogen gange begge dele) min søn i dagplejen og det er jeg rigtig glad for. Også når det er møg vejr, for på de dage synes jeg bare det er ekstra sejt at jeg gør det. Jeg er så heldig at jeg cykler igennem det dejligste naturområde, med åer og dyr, fyldt med fucking bakker, der får pulsen i vejret og masser af frisk luft.
Oven på graviditeten og amningen syntes jeg at min krop føltes tømt for næring og energi, mit hår og min hud var underlig, og mine spisevaner helt åndssvagt dårlige. Så jeg bestilte mig en omgang vitaminer fra Zentabox. Man skal svare på en masse spørgsmål og så sammensætter de en vitaminpakke ud fra det. Der er delte meninger om vitamin- og kosttilskud og jeg ved ærlig talt ikke, hvad min egen mening om det er, men jeg tænkte at det var værd at prøve, måske kunne det hjælpe på min energi. Jeg ved ikke om jeg har fået mere energi af det, men mit hår og min hud har fået det bedre, jeg har ikke den samme sukkertrang som før, nu spiser jeg bare guf fordi jeg har en rygrad som en regnorm, der er for træt til at lave et lækkert nærende måltid i stedet for, at guffe chokolade (apropos at slå sig selv i hovedet). Og så lander vi ved det vigtigste punkt!

For lige som når man har problemer med sit udseende og taler dårligt om det, så kan man gøre det samme med sin energi. Resultatet er nøjagtig det samme, man får det værre og værre med sig selv og sit udseende/energi/personlighed/evner. Jeg har ganske enkelt hamret mig selv i hovedet med mantraet, du er doven og uduelig, du må tage dig sammen. Og det har altså ikke gjort noget godt. Men nu er jeg et andet sted, nu prøver jeg at acceptere mit energi niveau. Jeg kæmper ikke så hårdt mere. Jeg er et sted lige nu, hvor jeg lader det være, lader det stå til, om man vil. Det er nok en mellemstation, hvor jeg ignorere det gamle mantra, men hvor jeg ikke helt har fået indsat et nyt og mere positivt. Til gengæld kan jeg godt give mig selv et skulderklap på de særligt gode dage, og jeg kan også bare nusse mig selv lidt på kinden og sige at det er okay, på det knap så gode. Det er en lang proces, som for langt det fleste nok ikke har en slutdato. Det er noget som skal vedligeholdes hele livet.



mandag den 8. maj 2017

Sommer garderobe

Leave a comment


Efter mit sidste indlæg synes jeg vi trænger til noget lidt lettere i dag. Jeg er ved at få styr på min sommer garderobe, den trængte til lidt opdateringer. Den fine t-shirt kjole fra adidas er klikket hjem fra zalando og jeg venter spændt på at den skal komme. Denimjakken, t-shirt og shorts er allerede i skabet. Og badedragten og sandalerne er på ønskelisten.


fredag den 28. april 2017

Bloglovin

Leave a comment
Follow my blog with Bloglovin

Det sværeste indlæg

Leave a comment
Det her indlæg er svært at skrive, fordi det på en måde krydser linjen mellem, hvad der er personligt og privat. Jeg har overvejet længe om jeg skulle skrive om det, men da en meget nær veninde for noget tid spurgte mig, hvorfor jeg ikke skrev om det, blev jeg faktisk i tvivl om hvorfor. Jeg svarede at jeg ikke var klar. Efterfølgende er jeg kommet frem til, at jeg nok aldrig bliver klar, men at det nok vil være en god ide at gøre det alligevel. For alle de ting jeg er bange for der vil ske, når jeg fortæller åbent om det her, er egentlig ikke noget, som vil påvirke min hverdag. Det vil ikke ændre på at min mand elsker mig, at jeg har verdens dejligste barn og venner og familie som støtter mig. Så nu gør jeg det, jeg fortæller jer, hvorfor jeg nogen gange i lange perioder ikke blogger, og hvorfor jeg ikke har et arbejde.

Psykisk sårbarhed er et stort tabu og der er mange gråzoner, især fordi vi i hverdagen slynger om os med ord som stress, deprimerende/deprimeret, autist, ocd og andre henvisninger til ret alvorlige psykiske lidelser. Det kan gøre det rigtig svært at stå i en situation som min. Jeg er utallige gange blevet mødt af den holdning (i sundhedsvæsnet) at jeg jo bare havde stress og bare havde en depression, som ikke lige ville forsvinde, og det var der jo ikke så meget at gøre ved. Jeg har altid haft en følelse af at der lå noget bag de problemer jeg oplevede, at de skyldtes noget andet, men jeg blev ikke hørt, før jeg stod stortudende og gravid ved en ny læge på Fyn, som sendte mig direkte videre til psykriatisk afdeling på OUH, hvor de skulle tage stilling til, hvad der kunne være galt. Og jeg var så lettet over, at der endelig blev sat ord på, hvad der var der var skyld i min kamp for at få en normal dagligdag til at fungere.

Jeg har en personlighedsforstyrrelse. En psykisk diagnose som ikke helt kan betegnes som en sygdom, men som har psykisk sygdom (angst, depression, stress) som følgevirkning, hvis man ikke passer på. Og man kan kun passe på, hvis man ved, hvad der er galt og får hjælp til at passe på. For det kan være rigtig svært at passe på sig selv, når man har en personlighedsforstyrrelse. Min læge beskrev det rigtig fint for kort tid siden, da vi snakkede om min arbejdsevne; ”… Vi kan ikke sætte en dato på hvornår du bliver rask, for det gør du ikke. Din hjerne er programmeret forkert og det er nok meget lidt vi kan ændre på den programmering.” . Sagt på en anden måde, jeg er nødt til at tilpasse min hverdag efter mine udfordringer. For som mor er det vigtigste at jeg kan passe på mit barn, og gør alt for at jeg ikke giver mine problemer videre til ham, for det kan man desværre godt når man har en personlighedsforstyrrelse.


Jeg føler mig utrolig heldig, fordi jeg endelig har mødt nogle mennesker i vores sundhedssystem, der har lyttet til mig. Den eneste mur jeg har ramt, er at der ikke findes et behandlingstilbud, som passer til min specifikke situation. Til gengæld har jeg en fantastisk læge, en rigtig god jobkonsulent og den helt rigtige familiebehandler, som sørger for at vi som familie har en god hverdag. De ville nok alle sammen sige som de plejer når jeg takker dem ”Det er jo dig der gør arbejdet Tanja, vi holder dig bare i hånden.” og det er jeg dæleme glad for at de gør.


torsdag den 9. marts 2017

TBT

Leave a comment



Ej se lige den her lille pelsklump. Tænk engang at det snart er 5 år siden vi tog til Orø og hentede Holger hjem til Vesterbro. Dengang sov han på min hovedpude og nægtede at tisse på gaden. Jeg var helt ødelagt af bekymring for om han ville få det godt hos os, når nu han kom fra landet og kun ville tisse hvis der var græs. Han fandt da tryghed når han lå hos os, men han ville ikke spise det første lange stykke tid. Heldigvis faldt han jo hurtigt til.


onsdag den 8. marts 2017

Jeg er her stadig

Leave a comment
Der er sket rigtig rigtig meget, det sidste halve år. Så meget at jeg ikke har fundet tid og energi til at skrive.

For det første så har W dag for dag skruet op for tempoet. Der er gang i den dreng, og nu hvor han har fundet ud af at gå rigtig godt, begynder han at øve sig i at løbe. Han er vores lille abekat som helst lever livet farligt og klatrer op overalt. Han øver sig i at sige små ord og viser os, hver dag at han forstår mere og mere af ,hvad vi siger til ham. Lige så glad, mild og kærlig han er, ligeså meget har han temperament, vilje og gå på mod.

Vi er flyttet to gange det sidste halve år. Først flyttede vi ind hos mine svigerforældre, hvor vi fik en pause og hvad jeg vil kalde en oplevelse for livet. det fungerede faktisk rigtig godt og vi blev på ingen måde trætte af hinanden. Det aller bedste der er kommet ud af det, er det fantastiske forhold W har fået til sin farmor og farfar. De har noget helt særligt sammen, den lille fis stiller aldrig spørgsmålstegn ved deres hensigter, han kaster sig i armene på dem og følger glad med hvis de kommer og henter ham.

1. december flyttede vi ind i det lille rækkehus vi bor i nu. Det er lidt udenfor Odense, her er stille og masser af natur, vi har næsten Ryds Å og Stavis Ådalen som naboer. Vi har ikke meget plads, men vi har fået en have som vi så småt er begyndt at bruge tid i. Der er kun to ting som vi bare må vende til noget posistivt, det er den begrænsede plads og de mange timer vi tilbringer på cyklerne hver uge til og fra dagpleje, og for rasmus, jobbet i centrum af Odense.

Jeg har stadig ikke arbejde, og der kommer nok også til at gå noget tid, før jeg får det igen. Det og den manglende energi er noget jeg har besluttet at fortælle noget mere om den kommende tid.


Designs by Nana Jo