fredag den 28. april 2017

Bloglovin

Leave a comment
Follow my blog with Bloglovin

Det sværeste indlæg

Leave a comment
Det her indlæg er svært at skrive, fordi det på en måde krydser linjen mellem, hvad der er personligt og privat. Jeg har overvejet længe om jeg skulle skrive om det, men da en meget nær veninde for noget tid spurgte mig, hvorfor jeg ikke skrev om det, blev jeg faktisk i tvivl om hvorfor. Jeg svarede at jeg ikke var klar. Efterfølgende er jeg kommet frem til, at jeg nok aldrig bliver klar, men at det nok vil være en god ide at gøre det alligevel. For alle de ting jeg er bange for der vil ske, når jeg fortæller åbent om det her, er egentlig ikke noget, som vil påvirke min hverdag. Det vil ikke ændre på at min mand elsker mig, at jeg har verdens dejligste barn og venner og familie som støtter mig. Så nu gør jeg det, jeg fortæller jer, hvorfor jeg nogen gange i lange perioder ikke blogger, og hvorfor jeg ikke har et arbejde.

Psykisk sårbarhed er et stort tabu og der er mange gråzoner, især fordi vi i hverdagen slynger om os med ord som stress, deprimerende/deprimeret, autist, ocd og andre henvisninger til ret alvorlige psykiske lidelser. Det kan gøre det rigtig svært at stå i en situation som min. Jeg er utallige gange blevet mødt af den holdning (i sundhedsvæsnet) at jeg jo bare havde stress og bare havde en depression, som ikke lige ville forsvinde, og det var der jo ikke så meget at gøre ved. Jeg har altid haft en følelse af at der lå noget bag de problemer jeg oplevede, at de skyldtes noget andet, men jeg blev ikke hørt, før jeg stod stortudende og gravid ved en ny læge på Fyn, som sendte mig direkte videre til psykriatisk afdeling på OUH, hvor de skulle tage stilling til, hvad der kunne være galt. Og jeg var så lettet over, at der endelig blev sat ord på, hvad der var der var skyld i min kamp for at få en normal dagligdag til at fungere.

Jeg har en personlighedsforstyrrelse. En psykisk diagnose som ikke helt kan betegnes som en sygdom, men som har psykisk sygdom (angst, depression, stress) som følgevirkning, hvis man ikke passer på. Og man kan kun passe på, hvis man ved, hvad der er galt og får hjælp til at passe på. For det kan være rigtig svært at passe på sig selv, når man har en personlighedsforstyrrelse. Min læge beskrev det rigtig fint for kort tid siden, da vi snakkede om min arbejdsevne; ”… Vi kan ikke sætte en dato på hvornår du bliver rask, for det gør du ikke. Din hjerne er programmeret forkert og det er nok meget lidt vi kan ændre på den programmering.” . Sagt på en anden måde, jeg er nødt til at tilpasse min hverdag efter mine udfordringer. For som mor er det vigtigste at jeg kan passe på mit barn, og gør alt for at jeg ikke giver mine problemer videre til ham, for det kan man desværre godt når man har en personlighedsforstyrrelse.


Jeg føler mig utrolig heldig, fordi jeg endelig har mødt nogle mennesker i vores sundhedssystem, der har lyttet til mig. Den eneste mur jeg har ramt, er at der ikke findes et behandlingstilbud, som passer til min specifikke situation. Til gengæld har jeg en fantastisk læge, en rigtig god jobkonsulent og den helt rigtige familiebehandler, som sørger for at vi som familie har en god hverdag. De ville nok alle sammen sige som de plejer når jeg takker dem ”Det er jo dig der gør arbejdet Tanja, vi holder dig bare i hånden.” og det er jeg dæleme glad for at de gør.


Designs by Nana Jo