fredag den 28. april 2017

Det sværeste indlæg

Leave a comment
Det her indlæg er svært at skrive, fordi det på en måde krydser linjen mellem, hvad der er personligt og privat. Jeg har overvejet længe om jeg skulle skrive om det, men da en meget nær veninde for noget tid spurgte mig, hvorfor jeg ikke skrev om det, blev jeg faktisk i tvivl om hvorfor. Jeg svarede at jeg ikke var klar. Efterfølgende er jeg kommet frem til, at jeg nok aldrig bliver klar, men at det nok vil være en god ide at gøre det alligevel. For alle de ting jeg er bange for der vil ske, når jeg fortæller åbent om det her, er egentlig ikke noget, som vil påvirke min hverdag. Det vil ikke ændre på at min mand elsker mig, at jeg har verdens dejligste barn og venner og familie som støtter mig. Så nu gør jeg det, jeg fortæller jer, hvorfor jeg nogen gange i lange perioder ikke blogger, og hvorfor jeg ikke har et arbejde.

Psykisk sårbarhed er et stort tabu og der er mange gråzoner, især fordi vi i hverdagen slynger om os med ord som stress, deprimerende/deprimeret, autist, ocd og andre henvisninger til ret alvorlige psykiske lidelser. Det kan gøre det rigtig svært at stå i en situation som min. Jeg er utallige gange blevet mødt af den holdning (i sundhedsvæsnet) at jeg jo bare havde stress og bare havde en depression, som ikke lige ville forsvinde, og det var der jo ikke så meget at gøre ved. Jeg har altid haft en følelse af at der lå noget bag de problemer jeg oplevede, at de skyldtes noget andet, men jeg blev ikke hørt, før jeg stod stortudende og gravid ved en ny læge på Fyn, som sendte mig direkte videre til psykriatisk afdeling på OUH, hvor de skulle tage stilling til, hvad der kunne være galt. Og jeg var så lettet over, at der endelig blev sat ord på, hvad der var der var skyld i min kamp for at få en normal dagligdag til at fungere.

Jeg har en personlighedsforstyrrelse. En psykisk diagnose som ikke helt kan betegnes som en sygdom, men som har psykisk sygdom (angst, depression, stress) som følgevirkning, hvis man ikke passer på. Og man kan kun passe på, hvis man ved, hvad der er galt og får hjælp til at passe på. For det kan være rigtig svært at passe på sig selv, når man har en personlighedsforstyrrelse. Min læge beskrev det rigtig fint for kort tid siden, da vi snakkede om min arbejdsevne; ”… Vi kan ikke sætte en dato på hvornår du bliver rask, for det gør du ikke. Din hjerne er programmeret forkert og det er nok meget lidt vi kan ændre på den programmering.” . Sagt på en anden måde, jeg er nødt til at tilpasse min hverdag efter mine udfordringer. For som mor er det vigtigste at jeg kan passe på mit barn, og gør alt for at jeg ikke giver mine problemer videre til ham, for det kan man desværre godt når man har en personlighedsforstyrrelse.


Jeg føler mig utrolig heldig, fordi jeg endelig har mødt nogle mennesker i vores sundhedssystem, der har lyttet til mig. Den eneste mur jeg har ramt, er at der ikke findes et behandlingstilbud, som passer til min specifikke situation. Til gengæld har jeg en fantastisk læge, en rigtig god jobkonsulent og den helt rigtige familiebehandler, som sørger for at vi som familie har en god hverdag. De ville nok alle sammen sige som de plejer når jeg takker dem ”Det er jo dig der gør arbejdet Tanja, vi holder dig bare i hånden.” og det er jeg dæleme glad for at de gør.


7 kommentarer:

  1. Kære du, super vigtigt at du kommer ud af busken og stærkt at du gør det. Selv har jeg igennem otte år blogget om Borderline, som er den del af personlighedsforstyrrelse jeg selv døjer med. Pivhårdt og udfordrende diagnose at stå med, men også befriende at få den, for så er der da en forklaring på hvorfor jeg altid skal kæmpe så forbandet meget mere end andre. Skriv skriv skriv, del del del.. Det hjælper og du vil opdage at du mødes med en masse positiv interesse fra de som læser med. Kærlig hilsen Henriette ( IG / Henriette Hald)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din søde besked Henriette, dejligt at du læser med. Ja det er hårdt og træls, men nemmere at leve med når der bliver sat ord på! Kærlig hilsen Tanja

      Slet
  2. Henriette smed mig en besked og fortalte at jeg lige skulle kigge forbi her hos dig... Og det er jeg faktisk glad for at hun gjorde.. :D

    Vi skal stå sammen og bryde tabuerne. Jeg er selv 33 år, førtidspensionist og har panik angst og en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Du skal vide at du ikke er alene.

    For mig var det rigtig svært at få min diagnose, men det har virkelig også lært mig ufattelig meget om mig selv og faktisk lever jeg et ret godt liv i dag. Noget jeg ikke regnede med at skulle opleve. Faktisk troede jeg slet ikke jeg skulle leve i en periode.

    Jeg blogger også selv om mit liv, men da jeg pt prøver at holde fokus på de positive ting, går jeg ikke lige nu så meget i dybten med min diagnose.. Der ligger dog ufattelig mange indlæg fra tidligere, hvis det skulle ha din interesse..

    Jeg følger dig lige på bloglovin og instagram.. <3

    Håber du får en dejlig weekend og tak fordi du åbnede dig op..

    Knus Jeanette - http://www.jeasblanketanker.dk/

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jeanette,
      tak fordi du tog dig tid til at læse mit indlæg. Jeg gør nøjagtig det samme, forsøger at fokusere på alt det gode og vende tingene lidt på hovedet så det der kan virke som noget rigtig møg ender med at blive noget godt. F.eks. at jeg ikke arbejder, det giver mig meget mere tid med min søn :)
      Kærlig hilsen Tanja
      PS havde glemt alt om bloglovin, men det er fikset nu ;)

      Slet
    2. Da jeg blev syg var jeg virkelig gemt under nogle meget mørke skyer. Det kostede 10 ugers indlæggelse på psyk, men når jeg tænker tilbage så var det de 10 uger der rede mit liv.. Sammen den efterfølgende behandling. Det er ufattelig svært at leve med en så tung psykisk lidelse, men jeg har uviklet mig helt enormt og er i dag en hel anden. Livet er faktisk super dejlig når man bare får roen til at leve det i sit eget tempo.. Jeg oplever ting nu jeg aldrig troede skulle være muligt..

      Det er skønt at læse at du også sætter pris på de positive ting. De små sejre er så vigtige og det er dem vi skal leve af.

      Jeg kan ikke lige se dine nye indlæg på bloglovin endnu, men kan være den lige skal tænke lidt.. :D

      Knus Jeanette.. <3

      Slet
    3. Hej jeanette
      Puha det lyder som en hård omgang, så skidt har det dog ikke været for mig. Godt du har det bedre nu!
      Kh Tanja

      Slet
  3. Hov tror ikke din Bloglovin virker rigtig??

    SvarSlet

Designs by Nana Jo