tirsdag den 16. maj 2017

Accept

Leave a comment
For et par dage siden fik jeg lyst til at skrive om de ting jeg gør, for at få lidt mere energi. Jeg fik det bare ikke lige gjort, men nu gør jeg det, for jeg har lige set 7 ud af 8 afsnit af serien Petra elsker sig selv på DR1.

I serien prøver Petra at finde ud af, hvordan hun kan blive gladere for sig selv og sin krop. Er det kroppen den er gal med, skal den laves om? Eller er det tankerne som skal ændre sig? Petra møder både tykke og tynde mennesker, som kender til de tanker som hun har om sig selv. Og selvfølgelig er konklusionen at lige meget hvor tynde og smukke vi er, så hjælper det ikke en dyt, hvis ikke vi tænker noget pænt om os selv. Og det kender jeg alt for godt. Som de fleste andre kvinder er jeg tit uvenner med min krop, og den kamp har nået nye højder efter en graviditet, som efterlod mig med et tigerstribet maveskind og delte mavemuskler, men det er faktisk ikke det jeg vil fokusere på i dag.
Der er nemlig et andet område, hvor jeg har brugt mindst lige så meget tid på at skælde ud på mig selv. Og det er min energi. For den er der meget ofte ikke ret meget, og det har jeg banket mig selv i hovedet med i mange mange år. Nu ved jeg jo at der er en årsag. Men det gør jo ikke, at jeg skal holde op med at arbejde med problemet. Nu gør jeg det bare på en mere konstruktiv måde.

Der er de helt håndgribelige ting, som søvn og motion. Jeg sover når jeg har brug for det, planlægger ofte min dag, så jeg kan få de hvil jeg har brug for. Og det kan være rigtig svært, både for mig selv og mine omgivelser, at acceptere at det er nødvendigt for at jeg kan fungere, men sådan er det lige nu. Der er heldigvis indlagt tvungen motion i min hverdag, ellers ville jeg aldrig få rørt mig ordenligt. Jeg skal op på cyklen mindst en gang om dagen for enten at hente eller bringe (nogen gange begge dele) min søn i dagplejen og det er jeg rigtig glad for. Også når det er møg vejr, for på de dage synes jeg bare det er ekstra sejt at jeg gør det. Jeg er så heldig at jeg cykler igennem det dejligste naturområde, med åer og dyr, fyldt med fucking bakker, der får pulsen i vejret og masser af frisk luft.
Oven på graviditeten og amningen syntes jeg at min krop føltes tømt for næring og energi, mit hår og min hud var underlig, og mine spisevaner helt åndssvagt dårlige. Så jeg bestilte mig en omgang vitaminer fra Zentabox. Man skal svare på en masse spørgsmål og så sammensætter de en vitaminpakke ud fra det. Der er delte meninger om vitamin- og kosttilskud og jeg ved ærlig talt ikke, hvad min egen mening om det er, men jeg tænkte at det var værd at prøve, måske kunne det hjælpe på min energi. Jeg ved ikke om jeg har fået mere energi af det, men mit hår og min hud har fået det bedre, jeg har ikke den samme sukkertrang som før, nu spiser jeg bare guf fordi jeg har en rygrad som en regnorm, der er for træt til at lave et lækkert nærende måltid i stedet for, at guffe chokolade (apropos at slå sig selv i hovedet). Og så lander vi ved det vigtigste punkt!

For lige som når man har problemer med sit udseende og taler dårligt om det, så kan man gøre det samme med sin energi. Resultatet er nøjagtig det samme, man får det værre og værre med sig selv og sit udseende/energi/personlighed/evner. Jeg har ganske enkelt hamret mig selv i hovedet med mantraet, du er doven og uduelig, du må tage dig sammen. Og det har altså ikke gjort noget godt. Men nu er jeg et andet sted, nu prøver jeg at acceptere mit energi niveau. Jeg kæmper ikke så hårdt mere. Jeg er et sted lige nu, hvor jeg lader det være, lader det stå til, om man vil. Det er nok en mellemstation, hvor jeg ignorere det gamle mantra, men hvor jeg ikke helt har fået indsat et nyt og mere positivt. Til gengæld kan jeg godt give mig selv et skulderklap på de særligt gode dage, og jeg kan også bare nusse mig selv lidt på kinden og sige at det er okay, på det knap så gode. Det er en lang proces, som for langt det fleste nok ikke har en slutdato. Det er noget som skal vedligeholdes hele livet.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Designs by Nana Jo